Christian Frederik. Konge af Norge – konge af Danmark

c8_1

Prins Christian Frederik blev født den 18. september 1786 på Christiansborg Slot. Han var søn af Christian VIIs halvbroder, arveprins Frederik, og prinsesse Sophie Frederikke.

Indtil Christiansborgs brand i 1794 boede familien i fløjen ud mod hofteateret. Den syvårige Christian Frederik oplevede branden på nærmeste hold. Den opstod i hans soveværelse, og familien mistede ved den dramatiske begivenhed størstedelen af deres ejendele. Boligproblemet blev løst, da arveprinsen købte det Levetzauske Palæ på Amalienborg. Ombygningen og indretningen af hjemmet blev foretaget af Nicolai Abildgaard.

I kredsen omkring det lille hof kunne man finde embedsmanden Ove Malling, forfatter til den kendte bog Store og gode handlinger af danske, norske og holstenere, kunstnere som Jens Juel og Nicolai Abildgaard. Også videnskabsmænd som lægen og veterinæren P.C. Abildgaard, der oprettede Veterinærskolen på Christianshavn og tog initiativet til dannelsen af Naturhistorie-Selskabet, som sendte adskillige forskere ud på ekspeditioner fortrinsvis til de nordiske lande, kunne man møde. Hyppigst omtales skuespilleren H.C. Knudsen, men også nordmændene Christian Colbjørnsen, den kendte landboreformator, og Carsten Anker, besidder af store norske ejendomme og gennem mange år ledende direktør i Asiatisk Kompagni, sås ofte i hjemmet. På trods af en aldersforskel på næsten 40 år udviklede Anker og Christian Frederik et nært venskab, som skulle få afgørende betydning for prinsen og hans forhold til Norge.

Arveprinsen tog sig meget af sønnens opdragelse og skolegang i samråd med sin gamle ven og lærer Ove Høegh-Guldberg. Alt blev gjort for at give ham en så grundig og pædagogisk veltilrettelagt uddannelse som muligt. Allerede som lille dreng havde man ansporet Christian Frederik til at anlægge samlinger af planter og insekter, mineraler og træarter. De gik alle til grunde ved slotsbranden, men blev erstattet og forøget ved køb og gaver. Navnlig den mineralogiske samling havde betydning for at vække prinsens interesse for de norske bjergværker og deres drift.

Endnu en vigtig relation til Norge blev skabt, da Christian Frederik efter sin fars død i 1806, knap 20 år gammel, blev kaldet til at overtage funktionen som præses for De Kongelige Videnskabers Selskab i Trondhjem – en opgave, han påtog sig med stor energi og interesse for, hvad selskabet kunne bidrage med til udviklingen i det norske næringsliv. Herigennem fik han berøring med norske anliggender og modtog mange forskellige slags oplysninger om landets forhold.

Det store gennembrud som Norges talsmand i offentligheden fik Christian Frederik i december 1811, da afdelingen af Selskabet for Norges Vel i København holdt fest i anledning af, at Frederik VI endelig havde sagt ja til oprettelsen af et universitet i Christiania – Det Kongelige Frederiks Universitet. Ved denne festlighed holdt han som talsmand for Videnskabsselskabet i Trondhjem og Kunstakademiet i København en tale. Det gjorde indtryk, at et medlem af kongehuset offentligt udtalte: »Det forbeholdtes dig, o konge! At fjerne de skygger, som mørknede videnskabelighedens horisont i dit Norge. Ved din velgerning, vi i dag prise, ser nordmanden hin morgenrøde at fremgrye, og alle hjerter forene sig for at takke og signe dig.« Som en første virkning af denne tale valgte Selskabet for Norges Vel ham straks til æresmedlem, og fra denne dag blev Christian Frederik opfattet som Norges vigtigste støtte i København.

I krigens år udvidedes Christian Frederiks norske interesser. Han blev påvirket af beretninger om norske soldaters bedrifter under grænsekampene med Sverige og befolkningens lidelser under landets mangel på korn. Efterhånden modnedes hans overbevisning om, at han havde en mission at udfylde i Norge.

Carsten Anker opfordrede ham flere gange til at rejse til Norge, og i en henvendelse fra oktober 1810 spores for første gang en politisk klang i dette ønske:

»Til Norge, til Norge, o prins! De og De alene kan bevare denne kronens ægte ædelsten fra rov og rænker … Give Gud, min prins var i Norge med sin elskværdige Fridrich … Mere siger jeg ej; thi mere kunne fortolkes ilde.«

I de følgende år forstærkede Carsten Anker sine appeller om, at prinsen måtte rejse til Norge – og sin kritik af, at Danmark-Norge med sin alliance til Napoleon havde satset på den forkerte. Gang på gang skrev han 1812-13 om nøden og dyrtiden, beskrev de utilstrækkelige forsyningsforanstaltninger og myndighedernes i hans øjne ukloge afgørelser. »Danmark kan ikke redde os. Napoleon heller ikke … Sveriges hele magt kan altså sættes imod os.« I denne situation havde Norge kun tre muligheder: enten at blive en provins af Sverige (»alene tanken får mig til at isne, skælve af raseri«) – eller kaste sig i Englands arme – eller at gøre sig uafhængig og vælge sin egen konge. »Måtte kongen da ikke helst ønske, at Norge blev uafhængigt? Jo uden tvivl! Under denne forudsætning ville kongen lade Dem – Deres kgl. Højhed – rejse herop … og når det afgørende øjeblik kom, blev valget let og tillige hurtigt bestemt … På den måde skaffede vor konge sig en trofast allieret i det løsrevne Norge, som igen kunne forene Danmark og Norge, når disse vederstyggelige ting hører op.«

To gange i foråret 1811 henvendte Christian Frederik sig til Frederik VI med ønsket om at komme til Norge som statholder og general. Første gang lod kongen spørgsmålet ubesvaret, anden gang gav han direkte afslag. Året efter, i de tidlige forårsmåneder 1812, gjorde prinsen endnu et forsøg. Uden held – men hverken Christian Frederik eller Anker opgav håbet. Endelig i slutningen af april 1813 besluttede kongen sig under indtryk af udviklingen på den internationale scene, og den 11. maj samme år modtog prinsen den officielle udnævnelse.

Nu påbegyndte han i al hemmelighed og under navnet »baron Rantzau« sin Norgesrejse. For ikke at blive opbragt af fjendtlige krydsere, og derved blive taget til krigsfange, fremskaffedes to svenske fiskerbåde, hvor prinsen kom ombord forklædt som matros. Overfarten var stormfuld, men forløb uden uheld. Under Skagen passerede engelske krigsskibe, men da man lå sammen med en mængde fiskere, tog ingen notits af prinsens skude. Kl. 6 om morgenen den 21. maj gik prins Christian Frederik i land på Kirkeøen uden for Oslofjorden. »Med hvilke følelser betrådte jeg ikke Norges land, med tanken til dig, min konge og ven, og med dyb følelse af min bestemmelses vigtighed«, skrev han samme dag i Frederiksstad til Frederik VI.

Christian Frederik kom til et Norge, hvor hungersnøden var en overhængende trussel. 1812 havde været et af de værste uår, afgrøderne slog fejl, og den britiske blokade og isspærringen om vinteren gjorde fødemanglen prekær. I foråret udbrød der rene hungeroptøjer flere steder i landet. Den første opgave, han kastede sig over, var derfor at skaffe landet tilstrækkeligt med korn, hvilket lykkedes, således at den akutte fare for hungersnød var drevet over ved indgangen til 1814. Han gik desuden med stor energi i gang med at reorganisere landets administration, planlagde en særlig norsk bank og støttede bestræbelserne på at bringe hæren på krigsfod og lod den opstille langs grænsen til Sverige.

Imidlertid medførte Napoleons nederlag og udviklingen i krigshandlingerne, at den danske konge måtte indgå fredsaftale i Kiel 14. januar 1814. Her blev han tvunget til at frasige sig alle sine rettigheder til Norge til fordel for Sverige. Frederik VI løste i et åbent brev nordmændene fra deres troskabsed og pålagde dem at underkaste sig den svenske konge. Den 24. januar 1814 modtog Christian Frederik Frederik VIs første melding om freden i Kiel – og 14. februar nåede budskaberne om det kongelige åbne brev og kundgørelsen med kurer til Norge. Christian Frederik indkaldte nu en række af landets mest indflydelsesrige mænd til en notabelforsamling for at rådslå om en kommende norsk forfatning. Forsamlingen erklærede kongen af Danmark for uberettiget til at overdrage Norge til nogen anden regent og nægtede at anerkende Kielerfreden. Christian Frederik, der havde planlagt at lade sig udråbe som enevældig, måtte bøje sig for de norske repræsentanter. De udnævnte ham til midlertidig regent og indkaldte en grundlovgivende rigsforsamling til Eidsvoll, hvor den trådte sammen 10. april 1814. Den 16. maj var Norges frie forfatning »Konstitution for Kongeriget Norge« færdigbehandlet, 17. maj blev den underskrevet og Christian Frederik valgt til konge.

Men det var en stakket frist. I marts var Napoleons rolle udspillet. Karl Johans tropper kunne nu sendes hjem til Sverige, og Norge ville blive angrebet. De allierede sendte kommissærer til Norden for at få løst konflikten, men Karl Johan ville ikke gå ind på de fremsatte mæglingsforslag, og i slutningen af juli brød krigen ud. Efter 14 dage måtte Christian Frederik opgive over for den knusende overmagt og indse, at han ikke kunne opretholde sin kongestatus. I Norge var der stor skuffelse over, at han gik til forhandlingsbordet i stedet for at fortsætte den militære kamp. Men en eftertid har anerkendt, at det er hans fortjeneste, at det lykkedes at vinde stormagterne for den opfattelse, at Norge var et kongerige med ret til at træffe beslutning om sin fremtidige stilling. Herved opnåedes de indrømmelser, der kom til udtryk i Mosskonventionen den 14. august 1814.

I denne konvention forpligtede Christian Frederik sig til straks at sammenkalde Stortinget, overdrage regeringsmagten til Statsrådet, nedlægge sin krone og dernæst forlade landet. Den svenske regering anerkendte under stiltiende protest fra Karl Johan den norske grundlov med de ændringer, som blev nødvendiggjort af unionen med Sverige, og Christian Frederiks dage i Norge var talte.

»Det var altså om aftenen den 10. oktober 1814, at jeg rejste fra mit landsted på Ladegårdsøen for at gå ombord i kommandør Fastings lugger, som lå forankret lige ved stranden. Det var meget mørkt hin aften, og vi gik ned til stranden ved fakkellys; det var et sørgetog, egnet til at få et hjerte af stål til at bløde. Jeg støttede mig til Falsens [løjtnant Conrad Falsen, som havde fulgt ham til Norge året før] arm, og jeg talte roligt om, hvorledes jeg skulle kunne brevveksle med ham den korte tid, han forblev i Norge. Heldigvis havde ulykkerne i den grad nedbrudt mig eller gjort mig så ufølsom, at jeg i hin stund følte mindre bitterhed, end tanken på dette optrin senere har voldt mig.«

Uvejr og vindforhold tvang ham til at forblive ankret op i 12 dage. »Det gav den danske brig Bornholm den tid, den trængte til at møde mig i Frederiksværn, og jeg fik endnu i Norge tidenden om den beslutning, som Stortinget havde fattet om at knytte riget til Sverige ved at kåre Karl den XIII til konge, så snart de nødvendige ændringer i Eidsvoldsgrundloven, som Sverige i hovedsagen havdegået ind på, var blevet vedtaget af begge parter … Jeg forlod den norske brig om aftenen den 21., dog ikke uden sindsbevægelse, thi det at gå ombord i den danske brig var det samme som at forlade Norge og drage til Danmark … Vi lettede anker den 26. oktober kl. 1½, og både fæstningen og de norske brigger på havnen gav kongesalut, som jeg lod svare på med ni kanonskud fra den danske brig; disse kanonskud, som genlød fra klipperne, var et smukt skuespil;

men stunden var alligevel ikke mindre frygtelig for mig, og jeg fældede tårer, da jeg måske for sidste gang så dette smukke land, som jeg måtte rejse fra for at frelse det fra en uundgåelig ødelæggelse, uden dog at kunne sikre dets lykke, således som jeg havde ønsket det. – Men hvad kan menneskevilje udrette mod forsynets beslutninger, som vil alles vel.«

Christian Frederik kom tilbage til Danmark den 4. november, samme dag som Stortinget valgte Karl XIII til Norges konge. Den slagne mand opsøgte hoffet i Augustenborg og friede til prinsesse Caroline Amalie af Slesvig- Holsten-Sønderborg-Augustenborg, datter af den afdøde hertug Frederik Christian II og Louise Augusta (Frederik VIs søster). Frederik VI udnævnte ham til guvernør og kommanderende general på Fyn med residens i Odense. Kronprinsparret boede på Odense Slot om vinteren og Sorgenfri Slot om sommeren. Det danske vintervejr var ikke godt for den skrøbelige Caroline Amalie, og i 1818 rejste parret på kurophold i Europa. Efter planen skulle de være hjemme igen om sommeren, men der kom til at gå tre år, før de atter var i Danmark. Rejsen gik til Tyskland, Italien, Schweiz, Frankrig og England. Længst opholdt de sig i Italien, hvor dagbogsoptegnelserne vidner om de store indtryk, den historisk- og kunstinteresserede prins fik, ikke mindst ved besøg i Thorvaldsens atelier. Men også i det fjerne Rom var der mindelser om Norge: hos arkæologen P.O. Brøndsted så Christian Frederik for første gang til sin store ærgrelse tegningen af det nye danske rigsvåben med udeladelse af den norske løve. Juleaftensdag 1820 var Christian Frederik på tur til Vesuv. Prinsen opfordrede straks den norske kunstner J.C. Dahl, som han gennem årene havde støttet og opmuntret, til at male motivet. Ved modtagelsen af maleriet i 1825 skrev Christian Frederik til Dahl: »Den skønneste prydelse for min samling har jeg modtaget ved Deres mageløse skønne maleri, forestillende den glødende lavastrøm på Vesuv og udsigten fra dette bjerg over Neapel og dens skønne havbugt.«

Ved hjemkomsten til Danmark blev tronfølgerparret modtaget med stor jubel og mange festligheder. De deltog i det hele taget aktivt i guldaldertidens selskabsliv, blandt andet hos Frederike Brun på Sophienholm i Lyngby.

Men de 25 år som tronfølger gav også Christian Frederik rige muligheder for at forfølge sine kunstneriske og videnskabelige interesser. Han blev præsident for Videnskabernes Selskab og Det Kongelige Nordiske Oldskriftsselskab, og livet igennem støttede han aktivt billedkunstnere. På turen rundt i Europa havde Christian Frederik mødt mange lærde og regenter, der ligesom han havde store samlinger af forskellig art. Det skærpede hans interesse, og især hans mineral- og møntsamling blev udvidet og systematiseret undervejs og fik et mere videnskabeligt præg. På denne rejse grundlagde han også den samling af græske vaser og andre kunstværker fra den klassiske oldtid, som siden tilgik Nationalmuseet, hvor den satte et blivende præg.

Først i 1831, da Christian Frederik var 45 år, gav kongen ham sæde i statsrådet. Som kronprins i statsrådet var han med til at grundlægge de rådgivende stænderforsamlinger. De liberale kræfter nærede store forhåbninger til et politisk systemskifte.

c8_2

Christian VIII malet 1848 af J.V. Gertner. Det sidste portræt, der blev malet af kongen i levende live, viser den sene enevældes afdæmpede iscenesættelse, hvor kun Elefantordenen symboliserer kongens position. Foto: Kit Weiss. Jægerspris

Konge af Danmark

Frederik VI døde den 3. december 1839, og Christian Frederik blev salvet i Frederiksborg Slotskirke søndag den 29. juni 1840 som den sidste enevældige danske konge. Christian VIII ville gerne reformere. Der blev gennemført en nødvendig opstramning af centraladministrationen, og statsbudgettet blev publiceret, hvorved man imødekom den liberale opposition. En hærreform skabte en mindre, men mere effektiv styrke. Men enevælden blev ført videre, og forhåbningerne om en hurtig ændring af det politiske system blev ikke umiddelbart indfriet. Ud over de liberales utilfredshed blev Christian VIIIs regering yderligere presset af den ulmende nationalitetskonflikt i hertugdømmerne, som truede med at dele det oldenborgske monarki.

I januar 1848 blev Christian VIII alvorligt syg, og han døde den 20. januar i vasekabinettet omgivet af sine mange smukke græske antikker og andre samlinger.

Året før havde en snæver kreds af embedsmænd på kongens foranledning set på, hvordan man kunne ændre forfatningen og dermed skabe balance mellem kongen og folket og tilpasse monarkiet til de politiske krav, der længe havde rumlet i Danmark og resten af Europa. Inden sin død pålagde han kronprins Frederik (VII) at indføre en »constitutionel Forfatning«:

»Kiere Søn…!

Da det står i Guds hånd, om jeg rejser mig af denne sygdom, så anbefaler jeg kronprinsen ved sin regerings tiltrædelse at tilsige det danske folk og hertugdømmerne en fælles constitutionel forfatning, som han forbeholder sig nærmere at give disse hans arvelande.« Med dette brev, som Frederik VII opfattede som en befaling, fik Danmark efter tronskiftet en fri forfatning. Alligevel har Christian Frederiks eftermæle været splittet som den tid, hvori han levede og regerede. Han står som en tragisk hovedfigur, der som regent i den enevældige helstats sidste årtier havde hele tidsånden og dens vigtigste kræfter imod sig. Mange historikere har manglet forståelse for hans horisont og udgangspunkt og har haft travlt med at knytte betegnelser som ufolkelig, uvederhæftig, smålig, konfliktsky, nydelsessyg og selvglad til Christian Frederiks person. Andre har hæftet sig ved, at han var pragmatisk, charmerende, højt begavet, uhyre flittig, humanistisk og dannet. Hvorom alting er, kom han til at være katalysator for to frie forfatninger i de to lande, hvor han var konge – i Norge og i Danmark.

Artikel af direktør Mette Skougaard, Det Nationalhistoriske Museum

Katalog til “1814 – Spillet om Danmark og Norge” (artikelsamling). 2014

Billedtekst hovedbillede: Enkedronning Juliane Marie omgivet af sine børnebørn. Fra venstre ses prinsesse Charlotte, den syvårige prins Christian Frederik, enkedronning Juliane Marie, prins Ferdinand og prinsesse Juliane. Den lille figur i vægskabet symboliserer prinsesse Juliane Marie, der kun levede få måneder.

Malet af J.C.F. Viertel, 1793.

Foto: Kit Weiss. Jægerspris

Brug Historiedystens undervisningsmateriale til samme tema.

Find inspiration i Historiedystens Pinterest-board til temaet.

Log ind på DR Skole og arbejd med det interaktive tidslinje-værktøj (1800-1849) her. De interaktive elementer kræver uni-login.

Leave a Reply