Christian 7. i salvingsdragt

Chr7

Christian VII i salvingsdragt

Malet af Peder Als, mellem 1767 og 1772

Olie på lærred. 237,5 x 163 cm (lysmål)

Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, inv.nr. G 53

 

Peder Als har fremstillet Christian VII i rollen som enevældig majestæt. Fra et trin hævet over beskueren betragter kongen sine omgivelser med årvågne, grå øjne. Bag ham står en tronstol, i højre hånd holder han sit scepter, som støtter på et postament, hvor enevoldskronen og rigsæblet ligger på en rød pude med guldkant.

Kongen er iført sin salvingsdragt. Under en stor hermelinsforet kongekåbe bærer han en kort jakke med brillantbesatte guldtrådsknapper og korte, posede benklæder. Dragten er syet i det fineste silkestof med blomstermønster vævet i guldtråd.

Med indførelsen af enevælden og arvekongedømmet afløste salvingerne tidligere tiders kroninger. Før ceremonien blev kongen i sit gemak iført sin salvingsdragt med hjælp fra overkammerherren. Påklædningen endte med, at kongen selv tog sin krone på for at markere, at magten ikke skyldtes nogen jordisk instans. Han bestemte suverænt og stod kun til regnskab for Gud.

Hver konge fik syet sin salvingsdragt, der kun blev brugt én gang. Stof og farve varierede med moden, men snittet blev fastlagt ved den første salving, Christian Vs i 1671. Inspirationen kom fra en dragt, Christian IV havde båret. Hermed fik enevældens ritual et gammeldags præg.

Højtidelighedens klimaks var, når tre bisper – en dansk, en norsk og den ældste – salvede kongen med olie: på panden for visdom, på brystet for vilje og på højre håndled for styrke. Christian VIIs salving fandt sted i Christiansborg Slotskirke den 1. maj 1767, de øvrige i Frederiksborg Slotskirke.

Portrættet af kongen i salvingsdragt var tænkt som en gave fra det danske til det engelske hof. Det blev bestilt i april 1767, men arbejdet skred langsomt frem. Da Christian VIIs engelske dronning, Caroline Mathilde, blev forvist i 1772 efter sin utroskab med gehejmekabinetsminister J.F. Struensee, fik Als imidlertid travlt. Tænk, hvis ordren blev afbestilt! Han leverede samme år. Billedet blev ikke sendt til England, men i stedet ophængt i Audiensgemakket på Christiansborg.

Portrættet blev reddet, da Christiansborg brændte i 1794, mens en større version, der hang i Riddersalen, gik tabt. Billedet fik ny plads i det kongelige portrætgalleri på Frederiksborg, hvor det atter blev reddet fra brand i 1859. En tredje version med samme motiv, som Peder Als ikke nåede at gøre færdig før sin død i 1776, blev fuldendt af den svenske maler Gotthard Wilhelm Åkerfelt og sendt til Katarina den Store af Rusland.

 

Artikel af museumsinspektør Thomas Lyngby, Det Nationalhistoriske Museum

Katalog til “1814 – Spillet om Danmark og Norge” (artikelsamling). 2014

Leave a Reply