Adam Oehlenschläger – en guldalderdigter på Det Nationalhistoriske Museum

DNMSKOLE_Oehnsch

I august 2000 åbnedes særudstillingen: “Adam Oehlenschläger – en guldalderdigter på Frederiksborgmuseet”. Anledningen var, at den mindestue med malerier og genstande med tilknytning til digteren, som har kunnet ses på museet siden 1904, skulle nedtages for at give plads til en elevator. Hermed åbnedes mulighed for, at samlingen kunne ”foldes ud” og præsenteres på en ny måde for museets gæster i Prinsessefløjens særudstillingslokaler med mere plads til at skabe fortællende forløb og til at eksperimentere med udstillingsmediets muligheder.1 Ideen med udstillingen var at præsentere malerier og genstande på en måde, så digteren som menneske og kunstner blev sat ind i en vedkommende og forståelig sammenhæng. Hovedtemaerne, der skulle belyses, var: Digteren Adam Oehlenschläger – det unge geni og romantikkens gennembrud i Danmark, Oehlenschläger og teateret, Digteren og hans samtid samt Oehlenschlägers aktualitet med eksempler på de nyeste fortolkninger af hans værker. Museets samling af digterens egne malerier og genstande omfatter personlige ejendele som for eksempel briller, breve, porcelæn, møbler og stambøger. Det gjorde det nærliggende at rette fokus mod mennesket Oehlenschläger frem for at fremstille digteren som nationalt koryfæ. Hermed blev hans liv og dets hovedpunkter styrende for udstillingens forløb. Man fulgte digteren fra barndommen til hans tid som skuespiller og hans tilknytning til Bakkehuset, hans møde med Henrik Steffens og dets skelsættende betydning for dansk litteratur for endelig at blive præsenteret for hans tilværelse som professor, digterkonge og familiefader. Det forskningsmæssige forarbejde til udstillingen blev derfor rettet mod digterens levnedsløb, hvilket gjorde det muligt at relatere genstandene til digterens livshistorie og til tidens sociale og politiske virkelighed. Adam Oehlenschläger voksede op i slutningen af 1700-årene og skrev de fleste og mest centrale af sine værker i tiåret efter 1800, en tid der var turbulent og kompleks både på det politiske og kulturelle område, og som kan betragtes som en brydningstid i Danmarks nyere historie. En række nye betingelser og forudsætninger i politik og økonomi, i kunsten og i menneskenes hverdagsliv gjorde sig gældende og skabte friktioner i forhold til etablerede strukturer og konventioner. Adam Oehlenschläger kom på mange måder til at stå som eksponent for tidens strømninger, først og fremmest ved at introducere romantikken i Danmark med den banebrydende digtsamling Digte 1803, som blev et afgørende brud med den herskende rationalistiske kunstopfattelse.

 

UDSTILLINGENS OPBYGNING OG RAMMER

I den livshistoriske sammenhæng var det faktisk muligt med udgangspunkt i museets samling at gå tilbage til digterens barndom, idet der blandt Det Nationalhistoriske Museums mange portrætter var et maleri af ham som seksårig; det blev suppleret med billeder af hans fader og søster Sophie, af hans fødested Vesterbro nr. 53, af barndomshjemmet på Frederiksberg Slot og med hans karakterbøger fra Efterslægtsselskabets Skoles første og anden klasse. Herved kunne der gives et indtryk af digterens forunderlige opvækst i det yderst beskedne slotsforvalterhjem, som samtidig var intimt knyttet til hoffet og de kongelige. For at understrege den personlige indfaldsvinkel lod vi hele udstillingen igennem digterens egne ord følge og beskrive de enkelte afsnit, de begivenheder han oplevede, og de mennesker, der krydsede hans vej. Det var spørgsmålet, om det lidt gammeldags sprog ville kræve for meget af den besøgende. Det viste sig imidlertid, at den gamle digters levende og billedstærke fortællemåde slog igennem i udstillingsteksternes korte uddrag, også for en nutidig læser. Museumsgæsten blev for eksempel konfronteret direkte med den selvbevidste (men ikke selvhævdende) midaldrende digters egen beretning om den fattige slotsforvaltersøns møde med hoffet og med overklassens højkultur og om hemmelige og forbudte vandringer på Frederiksberg Slot:

”I Søndermarken havde jeg daglig et Billed for Øie af engelsk Naturlighed, ligesom i den gamle Hauge endnu af fransk Regelmæssighed; og midt imellem begge det italienske Slot, fuldt af skiønne Værelser og Billedsale. Min Omgivning var Sommer og Vinter saa forskellig som Naturen. Om Sommeren vrimlede det derude af Mennesker, af smukke pyntede Damer; hele Hoffet var der; smuk Taffel- og Janitschar-Musik kunde vi Børn høre hver Søndag. Fra et Gallerie af kunde vi see de kongelige Herskaber sidde til Taffels. – Søndermarken derimod stod for det meste tom, den var alene bestemt for Hoffet. Men min Fader havde Nøglen, og jeg og min Søster gjorde mange Bekiendtere lykkelige, naar vi spadserede med dem der… Kom nu den egentlige Vinter, saa vare vi ganske alene paa det store Slot med to Vægtere og to store gule Hunde. Hele Slottet hørte da os til; saa gik jeg i de kongelige Værelser, betragtede Malerierne og byggede Luftkasteller.”2

Et senere udstillingsafsnit omhandlede digterens store dannelsesrejse, som han påbegyndte i 1805 for først at vende tilbage i november 1809. På denne rejse skrev han nogle af sine betydeligste værker, og i en montre fremvistes originalmanuskripter til flere af disse hovedværker, heriblandt manuskriptet til digtsamlingen ”Der irrende Ritter”, som Oehlenschlägers daværende forlovede Christiane Heger genfandt i ruinerne af sit hjem efter englændernes bombardement af København 1807. Der er ikke noget at sige til, at det siden blev hendes kæreste eje. Også de stambøger, digteren medbragte på sine Europarejser, blev udstillet. For at gøre dem tilgængelige var udvalgte sider kopieret og forsynet med transskriberede tekster, så den interesserede selv kunne bladre og læse de mange personlige hilsener fra kunstnere og berømtheder, som den unge danske digter kom i forbindelse med. Der er blade skrevet til ham af hans store ideal Goethe og af Schillers enke, af de tyske filosoffer Hegel og Schleiermacher, af Henrik Steffens, der igangsatte den danske romantik gennem Adam Oehlenschläger, af forfatterinden Madame de Staël og mange flere. Som et eksempel på udstillingens opbygning med kombinationen af billeder, genstande og erindringsuddrag kan nævnes afsnittet om digterkroningen i Lunds domkirke, hvor Adam Oehlenschläger 1829 blev laurbærkranset af sin svenske digterkollega Esaias Tegnér. Det var et højdepunkt i Oehlenschlägers liv og en form for oprejsning efter en række vanskelige år, hvor fejden med Jens Baggesen og siden kritikken fra Grundtvig og Johan Ludvig Heiberg tærede meget på ham. I domkirken blev han hyldet som Nordens digterkonge og sammen med Constantin Hansens maleri, der viser situationen, kunne man på udstillingen se den originale – nu noget falmede, men ellers meget velbevarede – laurbærkrans. Teksterne var Oehlenschlägers egen beretning om den begivenhedsrige dag og udtog af Tegnérs berømte tale. Udstillingens tekster blev i øvrigt dekoreret med digterens egne tegninger, gengivelser af de vignetter, hvormed han prydede det førnævnte originalmanuskript til værket ”Der irrende Ritter”. Typografien til tekstningen havde ligeledes reference til Oehlenschläger, idet der benyttedes en nutidig udgave af den Antiqva, som digteren valgte til udgivelsen af Digte 1803, hvori digtet Guldhornene forekom.

 

INFORMATION OG OPLEVELSE

For at eksperimentere med udstillingsformen blev der i udstillingsforløbet lagt stor vægt på at veksle mellem de informationstunge og de mere oplevelsesprægede afsnit, som udformedes i et teaterrum og i en genskabelse af digterens stue. I stuen blev hans fine mahognimøbler – chatol, sofa, sofabord, stole og skrivebord – samlet i et interieur, suppleret med enkelte møbler fra tiden, som dog ikke havde tilhørt digterens hjem. Alt blev gjort for at skabe historisk korrekte omgivelser, samtidig med at rummet blev udstyret med tidstypiske gulvtæpper, gardiner, potteplanter med mere for at gøre det så levende og ”beboet” som muligt. Stuen blev holdt i mørke farver, og med de tændte (elektriske) ”stearinlys” blev en aftenstemning slået an. De enkelte genstande og malerier i rummet skulle ikke nødvendigvis ses tydeligt. Det vigtige var, at man fornemmede en stemning i rummet, og tekstningen var af samme grund holdt til det minimale for at forstærke den umiddelbare oplevelse mest.

På sofabordet var der dækket op til aftenkaffe, hvor digterens egen kop var stillet sammen med et stel fra tiden. Til et kaffebord hører naturligvis også kager, men vi har desværre ikke nogen viden om, hvad Christiane Oehlenschläger serverede for sin familie. Derfor var vi henvist til at bruge søsteren Kamma Rahbek og hendes berømte kagebord fra Bakkehuset, et kagebord hvis overdådighed tiltalte den madglade digter og fik ham til at udbryde, at det ”var jul hele året på Bakkehuset”. Kageopskrifterne fra Bakkehuset blev fulgt, og kaffebordet med kagerne kom således også til at bidrage til tidsbilledet.

På skrivebordet så man Oehlenschlägers briller, det guldur han fik af sin velynder, grevinde Schimmelmann, hans skrivetøj med sand- og blækhus i porcelæn, nogle af hans personlige breve og hans signet. Her lå også hans udgave af Peder Syvs ordsprog, som er forsynet med digterens påskrift, der lyder: ”Denne Bog læste jeg uafladeligt i min Ungdom, den fulgte mig paa min første Reise, og laae næsten altid paa Bordet hos mig for at jeg, ved at læse i den, ikke skulde glemme gammel dansk Poesie”. Derudover kunne man se et værk af Adam Olearius om Persien, hvori digteren har skrevet: ”Af denne Bog lærte jeg først at kiende Morgenland og den var mig til megen Hielp da jeg digtede Aladdin”.

På chatollet lå en udgave af Saxos Danmarks Krønike, hvori Oehlenschläger har skrevet: ”Af denne Saxo har jeg fra min første Ungdom af faaet mangfoldig Hielp til mange Digtninger”. Man så også Resens Edda: ”Af dette Exemplar har jeg først selv lært at kiende den nordiske Mytologie; ved hjælp af det har jeg digtet Baldur hin gode og Thors Reise til Jotunheim”. Samme bog var også afbildet på maleriet over chatollet, et portræt af Oehlenschläger, udført af Lars Hansen. Det blev påbegyndt i efteråret 1840, da Lars Hansen under en af Oehlenschlägers forelæsninger ”fik den Idee at male ham i Øjeblikket af Ideens Conception”. Billedet blev malet i Oehlenschlägers bolig på Vestergade under dårlige lysforhold og giver et muligvis noget idealiseret indtryk af digteren i en arbejdssituation i sit hjem. Han sidder i slåbrok med bar hals, ”Blikket opadvendt, Pennen i høire Haand og støttende Kinden paa venstre Haand, hvis Albue hvilede paa Bøger af hvilke han især havde valgt Æmner for sine nordiske Digtninger; et paabegyndt Manuskript liggende for ham …”3

Det andet stemnings- eller oplevelsesprægede rum var teaterrummet, der bestod af et sceneri udført af scenograferne Lone Ernst og Ole V. Rasmussen. Det dannede baggrund for en opstilling af dragter fra forskellige opførelser af Adam Oehlenschlägers stykker. Her var to dragter, som blev båret af Elin Reimer og Helle Merete Sørensen i TV-Teaterets opførelse af Sanct Hansaften-Spil fra december 1979. Den pragtfulde brudekjole med det 5 meter lange slæb var fra Det Kongelige Teaters opførelse af Kjartan og Gudrun, november 1993, hvor den blev båret af Benedikte Hansen. To dragter blev båret af Ebbe Rohde og Bodil Udsen i TV-Teaterets opførelse af Aladdin eller den forunderlige Lampe fra december 1976, og endelig så man Storvezirens dragt fra Gladsaxe Teaters opførelse af samme stykke i Ulvedalene, juni 2000, hvor den blev båret af Lars Simonsen. Dragtopstillingen blev suppleret med kostumetegninger, dels de ældste der kendes, C. V. Bruuns tegninger fra 1826-29 med kostumer til forskellige Oehlenschläger- stykker, dels de allernyeste, scenograf Louise Becks tegninger til Gladsaxe Teaters Aladdin-opsætning, sommeren 2000.

Som supplement til teaterrummet var det muligt for den besøgende i et andet udstillingsrum at se uddrag af TV-Teaterets opførelser af Aladdin og af Sanct Hansaften-Spil. Herved kunne man understrege det aktuelle ved flere af Adam Oehlenschlägers værker, som stadig, mere end 150 år efter hans død, med jævne mellemrum nyopsættes på landets teatre.4

Alle kender også Guldhornene, et digt som har været pensum for generation efter generation af danske skoleelever. Digtet blev skrevet af den 22-årige Oehlenschläger efter en 16 timer lang samtale med Henrik Steffens og siden trykt i 1802. Dette digt fik i tidens løb status som et nationalt klenodie, det blev sat i musik af den romantiske komponist Hartmann og fremført med andagtsfuld ære og stor pompøsitet. Som udtryk for denne fortolkningsmåde kunne man på udstillingen høre Adam Poulsens distinkte og dramatiske oplæsning fra omkring 1943. Men museets ønske om at pointere det aktuelle ved Oehlenschlägers værker gjorde det nærliggende at tage initiativ til en nyfortolkning af gennembrudsdigtet som nutidens bud på den epokegørende tekst. Danmarks Radio indgik i et samarbejde med Det Nationalhistoriske Museum om at realisere denne plan, og digteren Peter Laugesen påtog sig opgaven sammen med komponisten Frans Winther, hvis nykomponerede musik åbner et helt nyt og anderledes univers omkring digtet. Museumsgæsterne kunne så selv sammenligne og vurdere de yderst forskelligartede fortolkninger.

 

UDSTILLING OG PUBLIKUM

Udstillingen viste sig at være populær med appel til såvel ældre som yngre gæster, ligesom også forskellige arrangementer omkring udstillingen, blandt andet en heldags temadag om Oehlenschläger, havde stor publikumsinteresse. Mange af de børn, der besøgte udstillingen, blev især betaget af de sceniske opsætninger, men også fortællingen om digterens eventyrlige rejse i Europa fascinerede. Museet lod denne rejse inspirere til efterårsferiens arrangement for børn (og deres voksne) og inviterede på en eventyrrejse rundt i hele museet, som afsluttedes i Oehlenschlägerudstillingen. Her hørte børnene om digteren og så stambogen fra hans rejse for sluttelig selv at skrive en personlig hilsen til ham. Det var ikke på forhånd givet, at nutidige børn ville lege med og sende hilsener til en for længst afdød guldalderdigter, men det viste sig, at mange var med på ideen. Flere hundrede hilsener til en ny ”stambog” vidnede om stor fantasirigdom og viste, at det er muligt med enkle midler at skabe et levende engagement i en historisk person.

 

n o t e r :

1 Samlingen er nærmere beskrevet i Mette Skougaard: Oehlenschlägerværelset – en digterstue på Frederiksborgmuseet. Carlsbergfondets Årsskrift 2000, s.104-113.

2 Adam Oehlenschläger: Erindringer, I. København 1850, s.14-15.

3 Povl Eller: Adam Oehlenschläger Portrætter, Hillerød 1958, s. 87-89.

4 Scenograf Anette Hansen har bistået ved opsætningen af videorummet og i øvrigt været konsulent ved udstillingstilrettelæggelsen.

AF MUSEUMSINSPEKTØR (nu direktør), SENIORFORSKER METTE SKOUGAARD

Fra Carlsbergfondets årsskrift 2001 (let redigeret)

Leave a Reply