Christian IV og Ole Vind – Marstrands alternativ til udsmykningen af Roskilde Domkirke

A 27 HP

I slutningen af 1999 købte Det Nationalhistoriske Museum et historiemaleri forestillende Christian 4. og præsten Ole Vind udført af Wilhelm Marstrand i 1860’erne. Der er ikke tale om et færdigt kunstværk, snarere et detaljeret forstudie, for de lodrette og vandrette hjælpestreger i vinduespartiet samt præstens skitseagtige højre hånd vidner om, at arbejdet har tjent kunstneren som forlæg til et maleri, han ønskede at fuldbringe på et senere tidspunkt. Projektet blev dog aldrig realiseret, selvom arbejdet med motivet afstedkom flere tegnede skitser samt to oliemalerier. Marstrand røbede ikke hensigten med motivet, men det indgik efter al sandsynlighed i hans planer for udsmykningen af Christian 4.’s kapel i Roskilde Domkirke. Denne artikel viser, hvordan maleriet af Christian 4. og Ole Vind passede ind i kapellets oprindelige udsmykningsplaner. Men netop dette program ønskede Marstrand at ændre, og fordi det lykkedes, blev motivet med kongen og præsten overflødigt.

Motivet og forlæggene

På Christian 4.’s tid var Ole Vind (1590-1646) sognepræst ved Vor Frue Kirke og øverste provst for Sjællands stift. I en af sine prædikener tordnede han mod det umoralske liv, som efter hans mening førtes ved hoffet, og da flere hoffolk overhørte præstens ord, kom det kongen for øre. Vind måtte på Christian 4.’s opfordring gentage sin prædiken på Rosenborg Slot, hvor kongen til alles overraskelse ikke irettesatte præsten, men derimod udnævnte ham til hofprædikant og konfessionarius. Grundtvigs digt om ”Mester Ole Vind”, der udkom i samlingen Roskilde Rim fra 1812, gjorde mødet mellem konge og præst landskendt, og Wilhelm Marstrand var den første, som kastede sig ud i en billedlig fremstilling af optrinet. Scenen foregår i Vinterstuen på Rosenborg. Ole Vinds prædiken er netop tilendebragt, og kongen har rejst sig fra sin stol og lægger myndigt, men beroligende venstre hånd på præstens skulder i anerkendelse af hans mod og vise ord. Ole Vind er på glimrende vis karakteriseret som en retskaffen fanatiker, der står med hænderne samlet på brystet, mens tre tilhørende hoffolk bagved kongen samt de to drenge i vinduesnichen spændt følger begivenhedernes gang. Det er den retfærdige og fromme Christian, motivet fremhæver, en mand som tåler at blive irettesat, når kritikken er berettiget. Christian 4. lever således op til sit kendte valgsprog, regna firmat pietas, fromhed styrker rigerne. Marstrand udførte endnu et forlæg med samme motiv og i samme størrelse. Den tydeligste forskel på de to oliemalerier er Ole Vinds positur. På Det Nationalhistoriske Museums billede virker præsten selvsikker, hvorimod han fremstilles mere ydmyg og underdanig på det andet. Netop kompositionen med de to hovedaktører har været udgangspunkt for et antal tegnede skitser. Tegninger fra henholdsvis Den Hirschsprungske Samling, Kobberstiksamlingen og i privateje afslører, at kongens beklædning og positur lå fast sammen med den bagvedstående stol, hvorimod kunstneren eksperimenterede med Ole Vinds fremtoning, interiøret og baggrundsfigurerne. Marstrands interesse for Christian 4.’s liv udsprang af hans arbejde i Roskilde Domkirke, hvor udsmykningen af den folkekære konges kapel i løbet af 1860’erne var ved at finde sin afslutning.

Udsmykningen af Christian IV’s kapel

Christian 4. vidste, at kunst styrkede hans anseelse. Allerede i 1614 udførte Hans Steenwinckel den Yngre på kongelig ordre et pragtgravmæle af alabast, som blev opbevaret på Tøjhuset indtil 1647, hvor en omfattende brand ødelagde såvel bygning som monument. Ved kongens død det efterfølgende år blev kisten i mangel på gravmæle placeret i en krypt under Roskilde Domkirke og først i Christian 8.’s regeringstid opstod seriøse planer om at skabe et passende eftermæle for den kendte og elskede konge.

I 1845 blev opgaven overdraget til kunstneren Heinrich Eddelien, som arbejdede på projektet frem til sin død i 1852. På daværende tidspunkt var kapellet langt fra færdigt; loftshvælvet stod klart, og væggenes øverste del var udsmykket med allegoriske motiver, hvorimod de historiske fremstillinger fra Christian 4.’s liv, som kunstneren planlagde at udføre på væggenes nederste del, endnu manglede. Eddeliens udsmykningsprojekt var således bygget op over et fastsat skema bestående af en allegori foroven, hvis symbolik passede til den historiske scene nedenunder. Med kunstnerens død gik arbejdet i stå, og først i 1859 blev planerne genoptaget, da den nyudnævnte finansminister C. E. Fenger gik ind i sagen. Kunsten skulle, ifølge den nationalliberale minister, anvendes til at styrke folkets nationalfølelse, og dyrkelsen af Christian 4. var ideel, fordi kongen i befolkningens bevidsthed både fremstod som den kærlige landsfader og som den tapre helt, der forsvarede fædrelandet i farens stund. At han samtidig var den sidste ikke-enevældige monark, gjorde kun sagen bedre. Fenger var en effektiv herre. I 1860 havde han fremskaffet den nødvendige kapital til projektets gennemførelse og overdrog opgaven til Wilhelm Marstrand og Constantin Hansen uden at rådføre sig med den kommission, som siden 1852 havde haft ansvaret med udsmykningsprojektet. Eddeliens udsmykningsprojekt var oprindeligt en hyldest til det enevældige monarki. Men Marstrand skulle justere indholdet, så det passede til de idealer, man hyldede efter systemskiftet i 1848. Opgaven bestod i at dekorere kapellets vægge, der hvor Eddelien havde planlagt at udføre historiske scener fra Christian 4.’s liv. Marstrand kunne ikke frit vælge, for historiemalerierne skulle helst passe til de allerede udførte allegoriske motiver.

RH - dia 644 d - 200

Wilhelm Marstrand, Christian IV ombord på skibet ”Trefoldigheden”. Forarbejde til udsmykningen i Roskilde Domkirke. Malet 1865, olie på lærred, 175 x 120, Det Nationalhistoriske Museum, A7895. Foto: Lennart Larsen.

Marstrands arbejde i kapellet

I 1861 udstillede Marstrand skitseprojektet til kapellet i Roskilde Domkirke. Det bestod af fire motiver, nemlig ”Christian 4. på Trefoldigheden”, ”Christian 4. dømmer Rosenkrantz”, ”Christian 4. som bygherre” og endelig ”Kristi opstandelse”. Skitseprojektet blev ikke lige godt modtaget alle steder. Den 30. april 1861 kritiserede Berlingske Tidende kunstnerens valg af Rosenkrantz-motivet, fordi scenen forevigede en skurkagtig adelsmand. Marstrand lod sig ikke påvirke af kritikken og skabte et nationalt monument i Christian 4.’s kapel i årene fra 1864 til 1866. ”Christian 4. dømmer Rosenkrantz” indgik sammen med Trefoldighedsbilledet i Heinrich Eddeliens plan, og da Marstrand ikke brød det oprindelige skema, fremstår de to vægge som en helhed, hvor den øvre allegori betoner det historiske motiv. Over maleriet af Rosenkrantz’ dom ses en symbolsk fremstilling af retfærdigheden, sandheden og mådeholdet, mens allegorien over Trefoldigheden fremstiller sejren, historien og tiden. Marstrand knyttede endvidere domsscenen sammen med Trefoldighedsbilledet på den modsatte væg ved hjælp af farver; kongen er begge steder klædt i violet, den unge monark på Rosenkranz-motivet sidder på en rød trone, mens den ældre konge på Trefoldighedsbilledet er placeret foran en stol med rødt betræk. Det sidste maleri Marstrand udførte var på kapellets nordvæg. Kunstneren valgte at male den opstandne Kristus, et atypisk motiv i forhold til den øvrige udsmykning. Billedet indgik ikke i Eddeliens oprindelige planer, og derfor er der ingen umiddelbar sammenhæng mellem allegori og motiv; den symbolske fremstilling af Christian 4.’s valgsprog ”Fromhed styrker Rigerne” relaterer sig ikke direkte til Kristusmotivet. Det gør til gengæld scenen med Christian 4. og Ole Vind. Den fremstiller den gudfrygtige konge, netop i det øjeblik hvor han udtrykker sin anerkendelse af præstens ord, og udnævner ham til hofprædikant. Scenen passer således til allegorien og sammen med andre indikatorer vidner det om, at arbejdet med Christian 4. og Ole Vind fungerede som alternativ til Kristusmotivet. I modsætning til kapellets øvrige historiemalerier er motivet med Ole Vind udført i højformat lige som Kristusscenen, og Marstrand må derfor have haft nordvæggen i tankerne, mens han arbejdede med billedet. Derudover er Christian 4., som på de to øvrige scener fra kongens liv, iført en violet dragt og placeret foran en stol med rødt betræk. Der er i det hele taget stor lighed mellem kongen på Ole Vind-billedet og Christian 4. på Trefoldigheden; begge steder bærer kongen elefantordenen i en kæde, han er iført ridestøvler, en hvid kniplingskrave og synlig hårpisk på venstre skulder. De tre kompositioner danner således en glimrende helhed, ikke kun i forhold til hinanden, men også i relation til Heinrich Eddeliens dekoration. Hvorfor lagde Wilhelm Marstrand forholdsvis meget arbejde i at få motivet med Christian 4. og Ole Vind til at passe til nordvæggen i kongens kapel i Roskilde Domkirke, når billedet aldrig blev udstillet, og hvorfor forholdt han sig tavs om eksistensen af et alternativt motiv? Marstrand ønskede først og fremmest at skabe en ny dimension i kapellets udsmykning. Mens Heinrich Eddelien ville skabe et traditionelt monument over det enevældige monarki gennem historiske fremstillinger af Christian 4.’s liv, satte Marstrand det religiøse aspekt i fokus. Ved at ændre maleriet på kapellets nordende fra et historisk til et religiøst motiv udgjorde kongedømmet ikke længere udsmykningens centrale element. Kristus er blevet kapellets hovedperson; han velsigner og frelser den retskafne og modige konge, mens forbryderen Rosenkrantz i kraft af sin ugerning dømmes til evig fortabelse. Rummet er ikke kun et kongeligt gravkapel, det er en integreret del af kirken og symboliserer kristendommens forkyndelse. På trods af de grundige forstudier offentliggjorde Marstrand ikke motivet med Ole Vind og Christian 4. i forbindelse med arbejdet i Roskilde Domkirke. Måske frygtede han, at kompositionen med konge og præst let kunne begejstre befolkningen. Maleriets budskab var lettere at tolke end det langt mere visionære, men noget skjulte kristne budskab, som opstandelsesscenen repræsenterede. Kritikken havde allerede lydt i forbindelse med Rosenkrantz-motivet, men her stod diskussionen hovedsageligt om at finde et repræsentativt historiemaleri til belysning af kongens virke, og selvom historien om Rosenkrantz’ domfældelse var en myte, fremstod Christian 4. i samtidens bevidsthed som den retfærdige landsfader fra Elverhøj. Alternativet var at fremstille kongen som bygherre, et ufarligt, men kedeligt motiv. Marstrand var overbevist om, at han kunne gennemtrumfe sin plan, hvilket den stædige modstand mod at ændre det oprindelige udkast da også viser. Måske var han ikke lige så sikker, når det gjaldt scenen med opstandelsen, og måske af den grund fremhævede han ikke arbejdet med Ole Vind-motivet.

Christian 4. og Ole Vind på Det Nationalhistoriske Museum

For brygger Jacobsen var hensigten med at oprette Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg bl.a. at udstille en række billedlige fremstillinger af begivenheder i Danmarks historie, og som følge af Christian 4.’s tilknytning til Frederiksborg var det oplagt at skildre kongens liv så fyldigt som muligt. På museet skulle gæsterne ”hengive sig til Samlivet med Folkets historiske Minder”, og den virksomme konge var velegnet til at sætte beskueren i den rette stemning, fordi hans minde var mest levende i folkets erindring. Optrinet mellem Christian 4. og Ole Vind var en fremtrædende begivenhed, og allerede i 1880 erhvervede museet motivet, nemlig kunstneren Carl Chr. Andersens maleri fra 1872 i stort format. I modsætning til Marstrands iscenesatte og fortællende billede med Christian 4. som hovedperson, fremstillede Andersen mødet mere uhøjtideligt, nærmest hverdagsagtigt. Kongen sidder passivt i sin stol med blikket rettet mod den talende præst, der står foran ham. Ole Vind er malet i bortvendt profil og understreger sine ord med store armbevægelser. Indtil for nylig var Carl Chr. Andersens maleri udstillet i Det Nationalhistoriske Museums stue 30. Det er taget ned, og på væggen hænger nu Marstrands version af samme motiv samt forlægget til Trefoldighedsbilledet. Herved er det lykkedes at samle to forlæg, som begge indgik i Marstrands planer for udsmykningen af kapellet i Roskilde Domkirke. Marstrand ændrede udstillingsprogrammet i Christian 4.’s kapel fra en hyldest af det enevældige monarki til en religiøs manifestation. Hermed blev motivet med Ole Vind overflødigt. Nu er billedets historie sat i forbindelse med gravmælets nordlige væg, og kaster nyt lys over Marstrands storstilede projekt i Roskilde Domkirke.

Af museumsinspektør Søren Mentz, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot

Carlsbergfondets årsskrift 2001

 

Læs mere om Christian 4. her

Læs om et moderne historiemaleri her

Leave a Reply