DNMSKOLE_Chr. III

Navn: Christian 3.

Levetid: 1503-1559

Regeringsperiode: 1536-1559

Valgsprog: Ske din vilje, herre (Fiat voluntas tua, Domine)

Christian 3. var gift med Dorothea af Sachsen-Lauenburg. Christian 3. var ikke tronarving fra fødslen og var den sidste danske konge, der måtte tilkæmpe sig kongeværdigheden. Da Christian 3.s far, Frederik 1., døde i 1533, undlod rigsrådet at udpege en efterfølger. Det kongeløse rige kastedes ud i en ødelæggende borgerkrig, også kendt som ”Grevens fejde”. Den protestantiske Christian 3. var på kant med det katolske rigsråd, men da et bondeoprør, under ledelse af Skipper Klement, brød ud i Jylland, var rigsrådet nødsaget til alligevel at vælge Christian 3. som konge. Efter hårde kampe, hvor også hansestædernes Grev Christoffer måtte bekæmpes (deraf navnet ”Grevens fejde”), kunne Christian 3. i 1536 endelig indtage København. Byen var hårdt medtaget efter en lang belejring, hvor befolkningen til sidst havde måttet leve af rotter og græs.

Christian 3. havde som ung mødt Martin Luther, og denne oplevelse mærkede Christian 3. for livet. Efter Grevens fejde gennemførte han reformationen.

Christian 3. var en nådig sejrherre. Kun få katolske biskopper blev fængslet, mens adelen gik fri. Almindelige præster blev ikke rørt, hvorfor det formentlig har taget lang tid, før reformationen var fuldt indfaset.

Borgerkrigen havde kostet landet dyrt, så en praktisk løsning på dette problem var at konfiskere kirkens gods. Herved tredobledes krongodset. Det betalte en del af krigsgælden, men efterlod også kongemagten markant styrket. Christian 3.s regeringsperiode var efterfølgende præget af fredeligere tilstande, da han aktivt forsøgte at forhindre krig. Derved opgav han sine forgængeres drøm om at regere over hele Norden og søgte i stedet at konsolidere kongemagten igennem reformer og forhandlinger med udenlandske magter.

Billeder af Christian 3. og genstande, der relaterer sig til ham, kan ses i stue 25 og 26 – læg blandt andet mærke til Christians 3. bibel samt maleriet af den afdøde konge.

Læs om vores undervisningsforløb om reformationen her.

Leave a Reply