Erasmus af Rotterdam

Erasmus af Rotterdam

Den nordeuropæiske humanisme hang, i starten af 1500-tallet, tæt sammen med reformkatolicismen. Reformkatolicismen var en bevægelse, der udfordrede den katolske kirkes praksisser, men i modsætning til Luthers senere ønsker om et brud med pavekirken ønskede reformkatolikkerne at reformere institutionen inden for pavekirkens rammer.

En central repræsentant for både humanisme og reformkatolicisme var den nederlandske filosof Erasmus af Rotterdam. Der i løbet af 1510’erne og 1520’erne udgav adskillige latinske skrifter med kommentarer til samfundets udvikling. Han blev født i 1469, kom i en anset skole i Nederlandene, og efter endt skolegang blev han i 1487 Augustinermunk. Det er i klosterets regi, at han laver sine humanistiske bibelstudier.
En væsentlig pointe i hans syn på det kirkelige samfund var behovet for at gå tilbage til rødderne af den kristne tro, hvilket i 1516 udmøntede sig i en ny oversættelse af det Nye Testamente (fra græsk til latin), som var baseret på de oprindelige oldgræske tekster snarere end de forlæg, der normalt var blevet brugt i middelalderen.

Oversættelsen af det Nye Testamente skal nok ses på to måder. For det første betød humanismen, at man var meget interesseret for sprog, oldtid og en mere videnskabelig tilgang end den man havde brugt i middelalderen. For det andet betød reformkatolicismen at man ønskede at bryde med de elementer af pavekirken som ikke tilhørte den oprindelige oldtidskirke. Begge ting betød altså, at oversættelsen af det Nye Testamente blev populært i lærde kredse.