Den katolske kirkes gods og privilegier før og efter Reformationen

Middelalderens samfund var på mange måder delt op i to dele, den ene del havde kongen magten over og ansvaret for, mens den anden del var kirkens.
Kirkens del af samfundet omhandlede naturligvis troen og kirkens som institution, men deres indflydelse bredte sig langt ud over dette, eksempelvis var det kirken der havde ansvaret for samfundets syge og fattige. Derudover var det kirken der stod for menneskers frelse og dermed kirken, der havde adgangsbilletten til himmeriget. Kirken stod altså for nogle af de allervigtigste ting, som et menneske mødte i sit liv. Dette betød, at det var normalt for folk at donere større beløb til kirken og/eller klostrene fordi man derved kunne købe sig til, at kirkens folk bad for en – eksempelvis i forbindelse med sygdom.

De danske biskopper og ærkebispen var medlemmer af Rigsrådet, der valgte kongen og satte betingelserne for hans regeringsperiode, dermed fik den kirkelige elite også stor indflydelse på kongens magt i riget. Derudover besad kirken meget jord og den landbrugsproduktion, der fulgte med dette betød, at kirken havde stor indtjening. Kirken nød også en særstatus fordi den ikke skulle betale skat til kongen, men derimod selv indkrævede en ekstraskat i form af ”tiende”, der var en art skat i landbrugsprodukter, som alle i riget skulle betale.

Efter Reformationen overtog den danske konge både ansvaret for det åndelige og det økonomisk, hvilket betyder, at folk stadig gik i kirke, men at det ikke længere var kirkens, men kongen ansvar at folket og riget var kristent.