Det Stockholmske blodbad

Siden Kalmarunionens indstiftelse i 1397 havde overherredømmet over Sverige været et ideal for den danske konge. Dette ideal voksede Christian 2. også op med og i 1520 opnåede han netop dette efter succesfuldt at have blandet sig i en svensk borgerkrig.

De interne svenske stridigheder bundede i en overordnet strid om retten til den svenske trone, som havde været et tilbagevendende stridspunkt i meget af senmiddelalderen. De to hovedgrupperinger i striden var på den ene side ledet af ærkebispen Gustav Trolle og på den anden side af Sten Sture den Yngre. Gustav Trolle allierede sig med Christian 2. og nød således i krigens sidste del opbakning fra den danske hær.

Stockholm holdt længst stand mod den danske hær, men efter en længere belejring måtte også de overgive sig. Den danske konge red ind i byen og forberedelserne til kroningsfesten startede. Til kroningsfesten var inviteret begge sider af den netop overståede krig, men efter nogle dages overdådige festivitas ændrede begivenhederne dramatisk karakter. Den svenske ærkebiskop Gustav Trolle anklagede den nu afdøde Sten Sture den Yngre og flere af hans allierede for kætteri. En så alvorlig anklage kunne ikke overhøres og derfor blev der straks nedsat en kirkelig domstol, der gennemgik Gustav Trolles anklager.

Det er uklart præcis, hvad der skete herefter; om den kirkelige domstol dømte de anklagede eller blot gav en ekspert-udtalelse til kongen som så dømte de anklagede selv. I hvert fald blev torvet i Stockholms gamle bydel nu skueplads for henrettelsen af 83 mennesker på temmelig kort tid. De henrettede var både kirkens folk, adelige og magtfulde borgere fra Stockholm.

Stockholms blodbad er gået over i historien for sin brutalitet – om end denne form for henrettelser ikke var uhørt for sin tid – blodbadet samlede Sverige mod den danske konge. Denne samling blev ledet af en ung ridder ved navn Gustav Vasa, under hans ledelse blev danskerne endegyldigt fortrængt fra Sverige. De efterfølgende mange år i Sverige er kendt som Vasa-tiden – muligvis højdepunktet i svensk historie.