Universitetet i Wittenberg og Luther

DNMSKOLE_dia 281 - Chr. II

Universitetet i Wittenberg blev i 1502 grundlagt af Frederik 3. af Sachsen, også kaldet Frederik den Vise. Frederik den Vise var en af de syv kurfyrster, der skulle vælge nye kejsere af det tysk-romerske kejserrige. I 1486 overtog han styringen af sine områder og valgte med det samme Wittenberg som residensstad. Wittenberg var en mindre by der muliggjorde, at han kunne udforme den efter sin ideelle forestilling om en værdig residensby for en renæssancefyrste. Han byggede et prægtigt slot, udbyggede den eksisterende Allehelgenstiftelse, samtidig med at han i forlængelse af det nye slot opførte en ny kirke. Vigtigst er det dog, at han grundlagde et universitet i Wittenberg. Dette var anderledes end i resten af Europa, hvor universiteterne normalt ikke lå i fyrsternes residensbyer. Dermed blev videnskaben forenet med fyrstemagten. Universitetet bestod af de fire klassiske fakulteter, teologi, retsvidenskab, medicin og artes. Fra dets indvielse i 1502 var der omkring 400 studerende, og ti år efter var der i alt 44 professorater. Det var altså på meget kort tid blevet et anseeligt universitet. Samtidig med oprettelsen af et universitet havde Frederik den Vise også oprettet et bogtrykkeri. Bogtrykkeriet udviklede sig og indenfor få år var der 3 bogtrykkerier i Wittenberg.

I 1511 ankom Martin Luther til Wittenberg, hvor han blev doktor i teologi og professor ved det teologiske fakultet. Dette viste også i hvilken ånd universitetet var præget af. Luther havde tidligere været ivrig fortaler for en reform af den katolske kirke, og var præget af den humanistiske tidsånd der var i tiden. I 1517 påbegyndtes der en reformering af universitetet, der styrkede de sproglige fag. Dette var græsk og hebraisk, hvor der blev oprettet særskilte professorater. Manden der fik professoratet i græsk var Philip Melanchton, der startede sit nære venskab og samarbejde med Martin Luther. Efter denne studiereform kom der også flere senere prominente danske mænd til Wittenberg. Peder Palladius, Hans Tausen og Niels Hemmingsen studerede alle i Wittenberg. Den afsatte kong Christian 2. tog også selv direkte kontakt til Martin Luther, og opholdte sig i Wittenberg i 1526-27.

Litteratur:
Schilling, Heinz: Martin Luther. Rebel i en opbrudstid. Kristeligt Dagblads Forlag, 2014.
Schwarz Lausten, Martin: Christian 2. mellem paven og Luther. Tro og politik omkring ”den røde konge” i eksilet og fangenskabet (1523-1559). Akademisk Forlag, 1995.